Nogle mennesker føler sig vel mere ét med deres krop og legeme end andre.
Nogle ser kroppen som en tom skal, et legeme der bærer på sjælen indtil legemet kreperer og sjælen kan flyve/leve videre
Min krop er mit link til den verden jeg lever i. Den er mit udtryk i livet. Livet er alt. Udtryk er alt. Relationer er alt.
Kigger ned af min muskuløse nøgne krop
Stråler af ungdommelighed
Men ser kun figurativt nedslidte lemmer
Hærget af årevis af drukture, skrammer, snowboarding, parkour'ing, sygdomme og andre knobs.
Føler mig stadig ung, men damn, jeg burde have meget livserfaring allerede. Ungdommen er på samme tid kun lige startet og for længst forbi.
Tænker på de utallige gange jeg har kogt rundt i diverse provinsbyer, hensynløst, stiv, langt væk fra hjem, langt væk fra logik, langt væk fra alt hvad der giver mening, bare for at opsøge et sus, slippe kontrollen, opsøge kærlighed, opsøge gakketheden, finde meningen- eller manglen på samme. Opsøge eventyr. Kontinuerlige drukture, kvalme, tømmermænd, offentligt transport, samtaler med fremmede. En tåge af forunderlighed, opdagelse, nysgerrighed og mod på livet.
Jeg har bare indset, at det er et kapitel der er forbi, og et nyt er begyndt.
Tænker på de repræsentative roskilde-ture jeg har været på, hvor jeg har rendt rundt, forvirret, indforstået, forsøgt at finde nøglen til dét, som jeg var overbevist om at der var en nøgle til. Puslespilsbrikker der skulle falde på plads, og normer der skulle fuckes op og sættes spørgsmålstegn ved.
Kulden omfavner mig langsomt. Mine øjne svier. Jeg kan mærke de våde spidser fra mit - lidt for lange - hår på mine skuldre.
Jeg tænker lidt over, hvor meget verden egentlig ligger åben for mig. For det føles virkeligt sådan. Jeg kan gøre hvad jeg vil. Og det har jeg også tænkt mig. Men samtidig føler jeg at jeg er en spiller i et spil med lidt uhyggelige, og forkerte regler.
Det hele er vel et spørgsmål om hvor meget ansvar man føler man vil tage for omverdenen.
Jeg tænker over hvor paradoksalt det er, at have frihed i en elendig verden. Her kommer jeg til at tænke på et citat fra Martin Luther King. "Noone is free until everyone is free!" tror jeg det lød.
Elendigheden er der. Hvorvidt man har erfaret den, eller ikke har. Den er der.
Nogle gange føler jeg at den eneste måde jeg kan undgå depression er, at fokusere på det positive.
Jeg hader sgu det hele nogle gange. Jeg mister lysten til at skrive.
Mørket falder på udenfor. Min mave snørrer sig sammen. Træerne står som et spindelvæv af flotte konturer på en blålig/gulig himmel. Aftenmørket og frostgraderne lægger sig over København.
C'ya out there
Ingen kommentarer:
Send en kommentar