Glimt

"Jeg vil altså være stjernerytter når jeg bliver stor" gentog Naya, selvom hun godt vidste at det ikke nyttede noget. "Jamen det er alt for farligt, min kære. Desuden er det alt for tidligt at spekulere på den slags ting for dig. Du må vente til du bliver ældre" fomanede hendes far hende om, uden at lyde særligt overbevisende. Han var stoppet op for en kort stund ved en bod på det lange udendørs marked, men hans greb om pigens hånd forblev fast. Det var mørkt, og stjernerne og de tre nærliggende måner lyste tydeligt. Pigens ansigts formørkedes, fortrak sig i en alvorlig og beslutsom mine. Hendes blik vendte sig mod jorden, så hendes rottehaler nu stak direkte op i luften. Sådan stod hun for et øjeblik og kiggede meget, meget ondt ned på den uendeligt beskidte jord. Hendes øjne var blanke og ufokuserede, hendes tanker et andet sted. Det gav et ryk i hende da hendes far genoptog sin vante gang uden hensynstagen til den lille piges korte ben. Højt oppe over dem på himlen sås lange røde flammer der snørklede sig over himlen i et hav af umonotone mønstre.

__

"Permission [Seek and destroy]; AQUIRED."
X-312 maste sig igennem den travle pøbel på gaden med retning mod sit flygtende mål; et pjusket udseende lille pelset væsen, i ført en rød kutte.
"Target not in line of sight; probability percentage; [Clear Shot]; too near 0.0%; denied admission to proceed sustained."
 Den nu løbende robots bevægelser var stive og foregik i ryk, dog var de umådeligt præcise, utøvende og vedvarende. Den metalliske lyd fra robottens led og metalføder der trampede i sandet, trang let gennem dagligdags-støjen på gaden. I et splitsekund kom et frit hul i den tykke mængde af de forfærdede væsener på gaden, mellem forfølgeren og dets mål. I dette splitsekund gik følgende impulser gennem robottens elektriske omkredssystem; " [Clear Shot]; Probability 95,4%; Permission to launch [Right] V-1; AQUIRED; Launching system; Coordinate X11101X1 ", og pistolen monteret på dens skulder affyredes. Titaniumsprojektilet gennemborede et splitsekund senere det lille væsen, som brutalt  blev slynget til jorden ved impacten. Projektilet havde ramt inderlåret lige over hovedarterien, fortsatte uhindret videre på den anden side, og borede sig dybt ned i sandet.

__
Den gamle troldmand Ivan, kiggede ud af vinduet i sit høje tårn. Under ham strakte der sig et stort frodigt skovfuldt landskab så langt øjet rakte, og i horisonten kunne man ane disede bjergtomme. Han sad og grundede lidt over, hvad han egentlig havde opnået i årene der var gået, og hvad meningen med tilstedeværelsen og det hele var. Traf han mon de rigtige valg? Disse tanker gjorde han sig meget. Var der en mening med alle disse prøvelser? Ivan var en respekteret mand, specielt æret i Skovtinget i hvor han regelmæssigt mødtes med skovens mange væsener og drøftede deres interesser. Normalt var han iført sin elegante og store sorte fløjlskåbe med mørkegrønne kanter. Men ikke i dag. I dag sad troldmanden iført underbukser, sokker og natbluse, og kiggede altså ud af vinduet, med et lettere nostalgisk ansigtsudtryk. Selskab var der alligevel ikke noget af, så hvorfor besvære sig med tøjet. Luften var så stille som man kunne forestille sig den, på denne varme dag. Det var tidligt på formiddagen, men vindstille og man hørte ikke lyden af et dyr udenfor. Det føles som om, at tiden er gået i stå, tænkte han. Nogle gange ønskede han faktisk at tiden gik lidt hurtigere, det måtte han indrømme. Netop da han var nået frem til denne ærgerlige indrømmelse, følte han det. Luften begyndte langsomt at fyldes af spænding, mere og mere, til luften nærmest til sidst dirrede. På en gang blev han kvalt men han kunne sagtens trække vejret. Det føltes som en kraftig kraftudladning,  eller en form for trykbølger der var konstante, og det var klart at disse udsprang fra et bestemt punkt. Den gamle mand drejede sig forvirret rundt, og hans øjne scannede hurtigt det roddede lokale, som var fyldt med gamle alkymiske sager og pergamenter. Hvad kom det dog fra? Midt i rummet stod en lille pyramide-formet krystalfigur, og det sprang ham hurtigt i øjenene at den nu var begyndt at ulme kraftigt rødt, og det var nu også tydeligt at det var herfra at energiudladningerne udsprang fra. Troldmanden farede op, og den eneste mine der var at spore i hans ansigt nu var en lettere genkendende bekymrethed. Han luntede tværs over gulvet så hurtigt hans hjemmesutter kunne bære ham, og med begge hænder solidt fæstnet på hver side af krystallen, stirrede han nu med opspilede øjne intenst ned i den nærmeste af pyramidens fire spejlblanke vægge.

Nutz
25/12/10