Nostalgia

En helt normal mandag morgen
hvor lyset fra den grå himmel ikke helt formåede at oplyse lejligheden
Søvnen stadig sad i øjnene
Trætheden dunkede i mit hovede, grundet den korte søvn
Væskemangel havde sat sig i form af let hovedpine
Det lave kalorieniveau førte til kuldegys løbende ned af ryggen
Overskuddet var minimalt
Og en intens stilhed fylder luften i lejligheden
Sådan en af de morgener
hvor man ikke fatter hvad der sker omkring én
Men mekanisk, stadigt halvt sovende,
normalt blot fyrer en skål havregryn
og vælter ud på cyklen og så afsted
Der slog det mig.






























Jeg blev pludseligt og uventet overvældet af et kraftigt, bestemt indtryk.
Et minde om nære venner, et barndomsmiljø, store personligheder, geniale arrangementer, selvstændighed der blomstrer, ægte livslyst, det tætteste man kan komme på eventyr, konfrontationen med voksenheden, smagen af andres personlighed på nært hold.
Der er intet bedre end at konfrontere verden, livet, identitetsdannelsen, men de venner man elsker mest.
Min puls steg i den situation. Sørgmodighed og længsel overvældede mig.

En længsel efter tider, steder og situationer som ikke hører nutiden til, men fortiden.
Min krop blev varm, det vendte sig svagt i min mave, og jeg måtte lade skeen hvile på bordet for en stund.
Jeg kiggede ud af vinduet, mod den grå himmel, som for at søge et svar i gråheden.

Hvorfor er nostalgien i perioder så stærk i mig?
Jeg har intet problem med at nyde nutiden, men den gode fortid kommer så ofte tilbage som længsel.
Det gør mig ikke noget, det er smukke indtryk