Jeg skulle have været skuespiller

Jeg skulle have været skuespiller. Jeg har altid tænkt det, været forundret over det, men aldrig rigtig gidet gøre noget for det. Måske har jeg ikke turdet. Min passion for fotografi har også sat mig på den anden side af kameraet.

Jeg tror man lærer en helt masse gode ting af at spille teater/drama/skuespil. Jeg tror at det vil fremme en del personlighedstræk.
Man får lov til at afprøve vidt forskellige personligheder, og dermed bliver man tvunget hele tiden til at tage stilling til hvorvidt man kan lide sin rolle eller ej, og derfor får man et usandsynligt nuanceret perspektiv på forskellige personlighedstræk og væremåder.
Man bliver uundgåeligt konstant mindet om, at der er noget andet indenbag folks ydre. Det nedbryder fordomme, og man lærer i høj grad også at se, hvilke barrierer man selv har oppe.
Man lærer at åbne sig selv, blotte sig selv på scenen, og blive vant til dette. Opleve hvordan man kan blotte sig. Man får en utroligt god selvkontrol, kropsudstråling, og kropssprog. Det skal man bruge på en scene.
Man får kontrol over sit temperament, fordi man bliver nødt til at simulere stort temperament ofte.
Man får en utrolig mængde anerkendelse fra publikum, hvilket vel styrker din tro på dig selv.
Man lærer at bedrage og snyde folk, og være god til at lyve. Jeg ved ikke om det er en 'god' egenskab, men den betager mig i hvert fald rigtig meget. Jeg synes det er så spændende at prøve at se hvad man KAN bilde folk ind, hvis man siger noget overbevisende nok. På en måde finder jeg også denne evne uhyggelig somehow.
Udover det, så tror jeg at en skuespiller generelt har en arbejdsplads med det fedeste sammenhold, entusiasme og mange ildsjæle. Man kan vel også diskutere, om man også bliver en bedre 'historie'-fortæller... Det er en måde for mange kunstnere at udtrykke sig på

Jeg har det indtryk, at de fleste folk jeg selv kender der er inde i skuespil, virker til nogen grad åbne, afklarede, og hvilende i sig selv. (afslappede at være sammen med og snakke med. ikke behov for at gøre opmærksomme på sig selv.)
hvilket netop passer godt til det jeg synes man lærer.

Peter mygind der medvirker i 'Borgen' som den virkeligt onde og sleske fyr, siger at han får udtalelser fra folk på gaden om at de bare ikke bryder sig om ham. Det synes jeg er fedt. Folk kan åbennbart ikke rigtig finde ud af at skelne. Det giver simpelthen ikke mening for hjernen :b Selv griner han af det.


Skuespillere lærer deres karakter/rolle at 'kende'


For lige at komme med et eksempel på det med at 'afprøve personligheder'..
 I forbindelse med Borgen fortalte de at Sidse Babett Knudsen læser sit manuskript (som er i konstant udvikling) igennem, og hvis der er noget hun ikke synes minder om hendes karakters opførsel, så ringer hun til manuskript forfatterne og får det ændret.. Hun kan simpelthen bidrage med noget som de ikke kan. Hun har stået i rollens sko.

Jeg tænker også på for eksempel Kim Bodnia's roller bla. i  "I Kina spiser de hunde" (Udmærket film btw). han spiller dem virkeligt overbevisende. Han kan virkelig virke som en kold skid. Den måde han taler, ja selv hans mindste kropsbevægelser... Virker voldelige og ligeglade. Jeg er sikker på at han også har 'stiftet' bekendskab med sine karakterer. Da jeg så ham i programmet "stjernerne på slottet" havde jeg, et eller andet sted forventet(gættet på) en 'rå' eller 'reserveret' type,  hvilket han bare overhovedet ikke var.
Jeg greb mig selv i at have en fordom. ligesom i peter mygind eksemplet. Fedt.



Respekt til folk på scenerne verden over. :)

28/11 (efter skole-musicalen)